Af Poul Erik Sperling
En dag i februar fik jeg besøg af Jens Kirkeby, der var på vej fra sin ene bopæl i Aarhus til den anden i Hulsig syd for Skagen. Jeg skulle lave et interview til denne artikel, og vi fik genopfrisket mange gamle minder fra tiden i 1960erne, da vi ofte kiggede på fugle sammen i Aalborg- området. Vi var en gruppe på fire, der drønede rundt, normalt med tandlæge Bruun som chauffør. Det var foruden os to Karsten Bjørnkjær og Ove Fuglsang Jensen.
Det blev en rigtigt hyggelig eftermiddag, men det var jo Jens, jeg skulle skrive om. Han er født i 1948 i Gentofte, døbt i Skagen Kirke og kom til Aalborg som 2-årig, hvor han voksede op mellem fabrikkerne på Strandvejen og i Skagen om sommeren.
Jens har kikket på fugle siden han var barn. Interessen fik han fra sin farbror, der var læge i Fjerritslev og tog ham med til Bygholm og Selbjerg Vejler, hvor han ville vise Jens Stor Kobbersneppe og Rørdrummen.
Med fuglebøger startede Jens sidst i 1950erne med Hans Hvass’ ”Fugle i Farver” og havde i begyndelsen problemer med at kende forskel på Rødhals og Dompap, men i 1961 fik han den legendariske ”Europas Fugle”. Han blev også medlem af Nordjysk Forening for Naturvidenskab og var på sine første rigtige fuglestemmeture til Buderupholm med Ib Johnsen, hvor Ib kunne udpege Munk og Misteldrossel for Jens. Han blev i 1961 også medlem af DOF og fik kontakt til Emil Lütken, der bl.a. havde et aftenskolehold i ornitologi med mange ekskursioner tilknyttet.
Jens Kirkeby som 11-årig i Kollund Østerskov med Hans Hvass i kikkerttasken – på ferier påske og efterår hos bedsteforældre ved Flensborg Fjord. Bliver medlem af DOF to år senere.
Dette aftenskolehold var i mange år en samlende kraft for fuglefolk i Aalborg. Da Emil Lütken i 1965 flyttede fra Aalborg, overtog Jens holdet som underviser i ornitologi ligeledes i to år, indtil han i 1967 flyttede til det nordlige Norge, og jeg overtog undervisningen i ornitologi på aftenskoleholdet.
Emil Lütken arrangerede i sommeren 1965 en 6-mands ekspedition til Bjørnøya, der ligger mellem Norge og Svalbard. Her deltog den 17-årige Jens, og her fik han smag for Arktis og fuglelivet der.
Efter gymnasietiden tog Jens i 1967 til Tromsø, hvor han kom i lære som konservator på Tromsø Museum. Om sommeren fartede han rundt med sin chef, marinbiologen Ejnar Brun, som undersøgte Norges fuglefjelde. I tre sæsoner klatrede de rundt og optalte fugle på fuglefjeldene fra Rundøy ved Ålesund, på Røst, i Troms og hele vejen rundt om Finnmarken til Hornøya ved Vardø. På Finnmarken var taigaen i Pasvik også en del af museets arbejdsområde, hvor bjørnenes huler til vinterhi blev registreret og opmålt. Det blev også en tur som fotograf med en sælfangerskude fra Tromsø til Canada og sælkolonierne på havisen ved New Foundland.
Efter tre år i Tromsø tog han i 1971 et halvt år til Tyskland, som var det eneste sted i Europa, hvor man på universitetsmuseet i Münster kunne få en eksamen som konservator. Efter hjemkomst blev han indkaldt som soldat, og efter tre måneders rekruttid i Karup kom han på Vildtbiologisk Station i Kalø. Her havde flyvevåbnet nogle rekrutter placeret for blandt andet at tælle og observere ynglefugle på alle øerne i Limfjorden fra Skive og østpå. En spændende tid med andre unge ornit-rekrutter på Anders Holm Joensens dykandeafdeling. I Stavns Fjord på Samsø fangede og ringmærkede de rugende ederfuglehunner med ketsjere på lange skafter, og senere de nyklækkede unger, som sammen med hunnerne blev gennet sammen i ruser på land og herefter ringmærket med metalringe, der indvendigt var foret med langsomt opløseligt podevoks, for ellers ville ringene falde af igen på de små ben. Det blev også til gode dage med Palle Uhd Jepsen til den nu forsvundne vadehavsø Jordsand i det højbenede hus midt på øen. Udover at tælle fugle begravede de også en stor Døgling han, der var skyllet op og nu var blevet mere ost end dyr.
Efter militærtiden og nogle måneders efterfølgende ansættelse på Kalø, blev han ansat som konservator på Naturhistorisk Museum i Aarhus indtil 1980, hvor han flyttede til Moesgård Museum og skiftede spor til det grafiske og arbejdede med grafik og formidling på tegnestuen i de næste 33 år.
Herefter gik Jens i 2013 på pension og bor nu delvis i lejligheden i Aarhus og delvis i huset i Hulsig syd for Skagen.
I de unge år i starten af 1960erne var Jens’ foretrukne fuglested området omkring jernstøberiet Norden i Mølholm og Nørholm Enge vest derfor. Jernstøberiet pumpede varmt vand ud i en lille sø tæt på Limfjorden, så der altid mange andefugle om vinteren.
Jens tog også tit til Vejlerne. Der var dengang en skinnebus, som gik fra Aalborg til Thisted, og selv om der ikke var et trinbræt ved Kærup Holme, kunne man godt få føreren til at stoppe på Han Vejle dæmningen og stå af med telt og sovepose og om søndagen tomle sig på toget igen. Teltet blev så slået op ved hoveddæmningen på engen, hvor Kogleaksskjulet i dag er bygget. Her hørte han i 1964 sammen med Leo Novrup og Emil Lütken Vejlernes (og landets?) første Savisangere (der var 2!). Efter aftale med ejeren af Vejlerne, Jørgen Rasmussen, fik Jens tilladelse til at færdes i hele området, så det blev nogle spændende år med skinnebussen og Vejlernes fugle.
Aftenskoleundervisningen 1965-67 gav råd til at investere i en Uher 4000 L spolebåndoptager, og sammen med en parabolskærm, som Lorenz Ferdinand hjalp med at fremskaffe, kunne han nu optage fuglestemmer – en aktivitet han har dyrket indtil nu i godt 50 år – senere med levering af stemmer til Xeno-Canto’s database med alverdens fuglestemmer.
I 1965 arrangerede Jens sammen med Emil Lütken DOF’s første påskelejr i Skagen. Den foregik i Sct. Georgs Gildets nu fjernede hus ved Ellekrattet.
I 1966 startede Jens sammen med Olvar Læssøe, Niels Borberg og undertegnede ”Det Nordjyske Feltudvalg", og vi blev snart suppleret med Henrik Brandt, Poul Lindhard Hansen og Søren Vestertjele. DOF’s formand Finn Salomonsen syntes det var en god idé, men i Aarhus sad ”Det Jyske Feltudvalg” og var ikke spor begejstrede. De ville have nordjyderne som underudvalg under deres jyske. Men Feltudvalgene blev allerede få år efter nedlagt for at give plads til de mere moderne amtslige afdelinger, bl.a. DOF Nordjylland.
Som ekskursionsleder en februardag i 1967 på en af talrige DOFture til enge, vejler, småskove og åer omkring Aalborg. De tre fra venstre er Poul Erik Sperling, Jens Kirkeby, Merete Sperling, og centralt forrest Holger Søndergaard, og fra højre yderst Henning Rønn, Torben Hviid og med briller Hans Jørgen Bruun Pedersen.
Jens var i 1970erne også i en periode medlem af DOF's Sjældenhedsudvalg, blandt andet fordi han som ansat ved Naturhistorisk Museum havde adgang til museets skindsamling af fugle, og Poul Bondesens meget store samling af fuglestemmer på museets Bioakustiske Laboratorium.
I 1970erne var Jens en årrække formand for DOF-Østjylland. Sammen med især Jörn Eskildsen, Flemming Christensen og Peter Thomsen lejede de en lille butik på Viborgvej og etablerede kontor og mødelokale, der havde åbent hver tirsdag. DOF’s første lokalblad ”Søravnen” blev startet i 1973 med Jörn Eskildsen og Jens som redaktører og med Jens Gregersen som fast hustegner. Bladet udkom indtil 2012.
I 1973 drog Jens sammen med Hans Meltofte på fire ugers telttur i en lille lyseblå folkevogn rundt til søerne og på savannen og langs kysten i Kenya. Ude på savannen overnattede de på små camp-sites og sov til nattens mange lyde. Det kunne man frit få lov til dengang. Han var også med Jørn Vestergaard Jensen, Olvar Læssøe, Erling Krabbe og Bent Bøggild Pedersen på en uforglemmelig telttur rundt i Ghanas regnskove.
Sammen med Jørn Vestergaard og Leif Schack Nielsen besøgte han Gambia et par gange. Der var der spændende, og de fandt hurtigt ud af, at der ikke var samlet litteratur om det vestafrikanske lands fugleliv. Jørn og Jens skrev og udgav derfor ”The Birds of the Gambia” på eget forlag i 1980, og det blev den første bog om området.
Fra 1985-1998 sejlede han for amtet hvert forår og sensommer på alle søer og åstrækninger mellem Skanderborg og Silkeborg for at plotte svømmefugle og registrere sejladsens påvirkning af ynglekolonier og fældeflokke af lappedykkere. Resultatet foreligger som rapport. I 1995 tog Jens desuden orlov fra at være ansat ved Aarhus Amt for at etablere fem fugletårne med plancher og foldere ved egnede steder.
Jens har været mange gange i Himalaya-landet Bhutan, og i 2012 skrev og kuraterede han en permanent udstilling ”Natural History Gallery” på National Museum of Bhutan, finansieret af Danida.
Arktis kaldte igen på Jens, da han i 2017 og 2019 var med på Jens Gregersens ekspeditioner til Chukotka-regionen ved Beringshavet i det østlige Sibirien. Her skulle de blandt andet registrere den udryddelsestruede Skeryle, der kun yngler her.
Jens laver stadig formidlingsarbejder. I 2020 har han lavet plancheformidling til skærmudstillingen om fugletræk på Det Grå Fyr ved Skagen Fuglestation, og her i maj-juni 2021 skal han sammen med Jens Gregersen lave en større grafik- og fotoudstilling om rejserne i Sibirien på Ottenby Fuglestation.
Jens Kirkeby