Af Oluf Lou
Efter en super flot iagttagelse af en 2K Steppeørn fredag formiddag fra Saftevandsbakken i Skagen, kom der kl. 16:38 en melding om, at Steppeørnen var set fra Damsted Klit. Kort efter blev en 'sandsynlig' Lille Skrigeørn meldt fra Flagbakken...!! Blev man forvirret...?
Jeg var faktisk 'invitereret' hjem til kaffe og kage af hustruen, mææn... en aquila sidder man jo ikke bare så'n overhørig, og da slet ikke hvis man kunne bidrage til den endelige bestemmelse... Vinden var svag nordvestlig, så jeg besluttede at race ud til Damsted i forventning om at 'samle kræet op' under vejs. På vejen stødte jeg på Anni og Peter Nielsen, som kunne fremvise de nydeligste billeder af den Steppeørn, som de netop havde set. Men det var bare ikke den fugl, som vi havde set i formiddags...! Altså TO forskellige Nepalensis'er i Skagen på samme dag... Dén ville jeg godt være med på! Fuglen var langsomt drevet sydvestover, så der var ikke andet at gøre end at prøve at samle kræet op længere mod syd. Jeg aflyste min kaffeaftale, men lovede at være hjemme til spisetid...(!!)
Conny Jensen, som desperat var kommet til Skagen for at 'twitche’ Steppeørn, tryglede mig om at få lov til at slå mig følge, idet hun åbenbart havde størst tiltro til, at jeg var den mest sandsynlige til at genfinde kræet. "Du kan da prøve, men jeg har altså 170 hk under motorhjelmen, og hvis ørnen er i sigte, må du altså bare følge trop"...
Det blev et langt ridt ned over Hulsig Hede, op på viadukten ved Hulsig og videre ud ad Råbjergvej, hele tiden guidet af Zello-app'ens walkie. Midt på Råbjergvej mødte vi Søren Skov, som lige havde set en 'Aquila' laangt ude mod nordøst. Den genfandt vi som en fluelort i horisonten... Alene tilbage på viadukten fandt jeg en ørn på den anden side af Hulsig by. Conny fik netop kontakt med mig, da jeg kommanderede -"videre! – den ligger ude på Kattegatkysten"... "Kæft! - du kører nok stærkt... jeg plejer ellers nok at kunne følge med... men hvor er ørnen...?" Conny har meget at lære om ære og værdighed. Hun var nemlig mest interesseret i, om ikke jeg lige kunne vise hende fuglen, og så i øvrigt fortælle, om hun kunne krydse den som en god Steppeørn...!!?? Ikke et ondt ord om Conny...
Jeg kendte et godt sted ud ad Tranevej, hvor man kunne følge rovfugletrækket, når fuglene fulgte Kattegatkysten. Det var op ad en grusvej til FDF-hytten 'Pejsen'. På vejen ind løftes man næsten op på toppen af Tornbakke Rimme, og her har man et smukt 'view' ud over Hulsig Hede. Det var efterhånden blevet sent, klokken var ca. 18, men der var stadig en del Musvåger, der gik sydvestover og enkelte Hvepsevåger, der vanen tro fortsatte deres træk i det gode vejr. De havde også travlt, hvis de skulle nå at fuldføre en ynglesæson... Over vores hoveder trak en lind strøm af Mursejlere som vidnede om, at varmere luft rullede frem fra syd.
Vi var næsten ved at afblæse jagten, da en mindre flok Hvepsevåger kom glidende og aktivt fløj mod nordøst, næsten helt ude ved Kattegatkysten. I håndkikkerten opdagede jeg en aquila-ørn iblandt dem. Yes...! - tænkte jeg. Nu manglede vi bare noget mere brændvidde i optikken, for at få styr på kræet. Der var jo stadig mulighed for at meldingen fra Flagbakken holdt vand, så Lille Skrigeørn kunne vel, strengt taget, ikke udelukkes? Hvad i al verden er det for øvrigt for noget rod, nu at give Skrigeørnene deres egen slægt...!! 'Clanga pomarina' og storebroderen Clanga clanga...!? Til gengæld er Dværg- og Høgeørn blevet til Aquilaer... Må jeg be' om mine himmelblå...
Jeg sendte Conny hen efter sit Swarowski-teleskop, mens jeg fulgte ørnen. Dét skulle jeg aldrig have gjort! Jeg var jo vant til at kigge i et Leica-rør, og det andet kan man altså ikke bare så'n lige... skifte til. Vinklen mellem okular og objektiv er meget mindre på den fine ’Rolls Royce’, og det gav mig problemer. Jeg blev meget febrilsk, næsten irriteret, og kun med møje og besvær fik jeg ørnen i røret.
MEN... aldrig så snart havde jeg fanget ørnen, før hele min krop og underbevidsthed blev rystet i sin grundvold og kom i allerhøjeste alarmberedskab. For i et ganske kort glimt passerede en lille mørk svale/sejler i modsat retning af min panorering med skopet...
WTF...! Missionen bestod i at få styr på en sjælden ørn, og normalt har rovfugle en meget høj prioritet i mit fuglekiggeri, men et eller andet i kroppen rykkede ubevidst kontra i min panorering. Jeg kunne mærke min puls blev hurtig. Jeg lod ørn være ørn...!
Men nu fik jeg igen problemer, med det skide teleskop. Inderst inde havde jeg jo bestemt, hvad det var, jeg havde set... men jeg kunne ikke finde kræet!! Stakkels Conny! Jeg skældte og smældte, og frustrationen voksede. Stod jeg nu her og lod et gigahit flyve, fordi jeg ikke kunne håndtere et teleskop? Mange tanker fløj gennem hovedet. Hev de mange trækkende Mursejlere mon fuglen med videre? Skulle jeg kalde 'Skagen Birding' på 'Zello'-walkien og sige, at de skulle være på udkig efter... efter hvad??
Lille Sejler, Tranestederne 29. maj 2020. Foto: Erik Christophersen
Klokken var 18:09... Derude for enden af Tornbakke Rimme og langs et gran-læhegn, ca. 500 meter fra os, lå et halvt hundrede fouragerende svaler og sejlere. Jeg var ved at gå i panik. Jeg panorerede febrilsk frem og tilbage – og gav op... med teleskopet! Men i håndkikkerten genfandt jeg heldigvis hurtigt fuglen, og YES...!... den vendte lige rundt nede foran granhegnet. Mørk krop – det var ingen Bysvale på trods af den lysende hvide overgump, jeg tidligere havde bemærket. Det var en diminutiv SEJLER med afstumpet kort bagkrop og en karakteristisk flagermus-lignende svirrende flugt. Klokken 18:10 åbnede jeg for 'Zello'-app'en og med lettere rystet stemme, meldte jeg en 'sandsynlig Lille Sejler ude i den sydøstlige ende af Tornbakke Rimme'. Forbeholdet bestod i, at jeg jo, dybest set, ikke kunne afgøre om det var den østlige art Klippesejler (Apus nepalensis). Den kendte jeg fra Nepal og Kashmir, men dengang var begge racer blot en Lille Sejler, eller House Swift på engelsk.
Selvom en del birdere var i omløb i naboskabet på grund af ørnen, ville jeg godt sikre mig noget fotodokumentation. Den kunne jo blive revet med af de trækkende Mursejlere. Men der var alt for langt til kræet, til at mit kamera kunne fokusere på noget som helst. Jeg satte derfor Conny til at overvåge fuglen, alt imens jeg spurtede hen til min bil, kørte ned til 'Pejsen', lavede en håndbremsevending og racede op forbi Connys bil, som stod og spærrede midt på grusvejen...!! Jeg lukkede øjnene, kørte ud i klitten, accelererede og kom lige akkurat forbi med sidespejlene i behold. Et minut senere huggede jeg bremserne i ved det før nævnte granhegn, stod ud af bilen, og... lige over mit hoved kom ’dyret’ sejlende... Dokumentationen kom i hus, og jeg kunne slappe af...! Derefter var det blot at nyde de mange glade tosser, der kom forbi og gav en Corona-highfive. Sejleren blev på lokaliteten til lidt efter klokken 20, hvor den efter sigende forsvandt ud over Ålbæk Bugt mod syd. Da var jeg taget hjem til en ventende hustru og en lettere forsinket middag... En stor buket blomster og en god flaske champagne løsnede heldigvis hurtigt op for den noget trykkede stemning...
...og dagen efter viste Munken (alias Jørgen...) rigtigt fin stil ved at ringe på og levere en super god flaske Valpolicella Ripasso med et 'Tak for X'et!'
Lille Sejler, Tranestederne 29. maj 2020. Foto: Jens Kirkeby
Udbredelse
Lille Sejler er udbredt i store dele af Afrika, sporadisk i Mellemøsten, i hele Indien, Sydøstasien og i det vestlige Indonesien. For nyligt har den koloniseret det nordligste Australien. I Nordvestafrika fandtes den i starten af 1900- tallet blot i høje Atlas, men sidenhen begyndte en ekspansion til hele Marokko, det nordlige Algeriet og Tunis, og ved milleniumskiftet havde den også indtaget det allersydligste Spanien. Generelt er det en art, der breder sig overalt i sit udbredelsesområde.
Lidt om taxonomien
Da jeg besøgte Indien og Nepal i '78 og '81 var en Lille Sejler... en Lille Sejler (House swift)! Jeg noterede mig ingen forskel på dem, vi så på kontinentet, og dem vi så i Himalaya-bjergene. I dag har et ’modefænomen’ blandt taxonomer virkelig gjort det besværligt at være 'birder'... DNA-splitting har nemlig resulteret i, at de små sejlere fra Himalaya-bjergene er blevet til Klippesejlere (Apus nepalensis), og det var derfor, jeg havde et lille forbehold, da jeg meldte fuglen ud på Zellos 'Birding Skagen'-kanal. Jeg anede simpelthen ikke, om man kunne se forskel i felten – og hvordan...? Heldigvis har en fremragende artikel af hardcore-feltbissen, Henrik Haaning Nielsen, på Netfugl.dk i juni '20, gjort livet meget lettere for mig i forhold til at beskrive kræet for SU. I artiklen ridser han nemlig op, hvordan man i felten kan skelne, ikke bare Klippesejler og Lille Sejler, han medtager også en tredje art – Horussejler (A. horus) - fra det sydlige Afrika. Sidstnævnte havde jeg dog slet ikke inde på lystavlen. Jeg takker Haaning for hans sublime arbejde med at forklare, hvorfor sejleren ved Tranestederne var en A. affinis og henviser SU hertil.
Observationsforhold
Heldigvis var den Lille Sejler ved Tranestederne meget medgørlig i forhold til at lade sig dokumentere ved hjælp af fotos. Vi smed os blot i klitterne på læsiden af det omtalte gran-læhegn og med alt isenkrammet låst fast på den hurtige fugl og den lavt hængende seneftermiddagssol i ryggen, fik mange fotografer rigtigt fine billeder af
sjældenheden. Men næppe mange så flotte som Erik Christophersens...! Kig på han blog for flere fantastiske billeder af den Lille sejler ved Tranestederne. Hans nye isenkram viste, endnu en gang, at konkurrenterne skal stå tidligt op, hvis de vil byde ind med jævnbyrdige alternativer. Dertil skal naturligvis lægges Eriks evne til at fange fuglen med sin stabile håndværker biceps i et 'steady' øjeblik... Jeg benytter lejligheden til at takke fotograferne for lån af billeder til denne artikel (...også Kirkebys biceps retfærdigvis!)
Identifikation
Selvom fuglen nok udviste typiske 'sejler-karakterer' (Apus-like), så var man straks klar over, at det ikke var en mursejler-type. Alene fuglens flugt som mere mindede om en lille svirrende flagermus, skilte den ud fra både svaler og mursejlere. Fuglen var tydeligt mindre – godt og vel 2/3 af Mursejler, men frem for alt havde den en helt anden form. Kortere og relativt bredere vinger gav slet ikke associationer i retning af Mursejlerens lærkefalke-agtige silhuet. Halepartiet var noget helt for sig, kort og afstumpet og meget bred i gumpen. På billeder ser det næsten ud som om, at tyngden ligger så langt fremme i fuglen, at balancen skulle kunne tippe den forover... I felten så den meget korte hale skarpskåren, nærmest rektangulær ud. Den var en anelse konisk tilspidset, og når fuglen kredsede, spredte den en fin lille vifteformet hale. På billeder viser den dog en svag og ubetydelig indskæring ved centerfjerene, dannende en meget svag kløft. Og netop denne svage kløft viser, at det er en A. affinis. A. nepalensis har dybere kløft, og Horussejlers kløft er næsten li'så dyb som Mursejlerens. Nutidens høj-opløselige digi-kameraer er et næsten uundværligt værktøj, når de svære DNA-splits skal identificeres. Jeg tillader mig at tvivle på, om det overhovedet kan lade sig gøre at skelne de to tidligere racer i felten?
Grundfarven var mørk skifergrå som vores hjemlige Mursejler, og dét var fjerdragtens generelle iklædning. To steder blev denne dragttegning brudt, en lys strube som Mursejlers, og så en meget iøjnefaldende stor hvid overgump. Iøjnefaldende fordi den var bred, og fordi den bredte sig halvt ned på siderne, nærmest ind under armsvingfjerenes bagkant. Det virkede næsten som om fuglen var lastet med en stor hvid sukkerknald...
Mega-hit på afveje
Lille Sejler hører så absolut til de 'tunge drenge' blandt sjældenheder i Skandinavien. Eneste forekomster indtil fundet ved Tranestederne var tre fund i Sverige. Et junifund fra Krankesjön i Skåne i 1979, en augustfugl fra Grötvik i Halland i 1985, og et oktoberfund fra Hörnefors i Västerbotten i 1988. Det er svært at se en 'linje' eller tendens i billedet af forekomsterne. Det ligner 'lonely stranglers', der er blevet fanget af en bærende vind.
Efter en skuffende og kølig start på maj måned, skete der noget den 20. Lun luft strømmede ind over landet, i Skagen ofte via en vind fra retninger mellem nord og øst, men luftmassen stammede fra syd og sydøst. Umiddelbart tænker man nok, at den Lille Sejler ved Tranestederne stammer fra de nyligt etablerede bestande i Sydspanien og Sydportugal. Kigger man derimod på forekomsten af andre sjældne arter i selv samme periode, dukker flere op, som har vinterkvarterer i Indien og nærliggende lande. De mange Steppeørne, Buskrørsangere – og ikke mindst Grøn Sanger – antyder måske mere, at fuglen kunne stamme fra mellemøstlige bestande. Affinis' veje er uransagelige...
Ikke fuldstændig opdateret kort over verdensudbredelsen lånt fra Birds of the World (© Lynx Edicions/BirdLife International).