Header

Af redekoordinator Gunnar Hansen

Det har været et godt år for Havørnene i Nordjylland. I efterårsmånederne september-december blev der re­gel­mæssigt set 10-14 Havørne på en gang ved Vejlerne og ørnene yngler nu omkring ti steder i Nordjylland ud af den danske bestand på ca. 100 par.

Første yngleforsøg ved Vilsted Sø

Det var første gang, at et havørnepar forsøgte at yngle ved Vilsted Sø. Naturstyrelsen og Aage V. Jensen Fonde havde i ca. fem år været parat med syv tilskårne rede­træer. Ørnene valgte dog et andet træ, et egetræ på ca. 10 meters højde i blandet skov på våd bund, men om­rå­de­valget var de enige i. Reden blev placeret i et util­gæn­geligt område syd for Vilsted Sø, hvor den eneste mulighed for at se reden fra landjorden var fugletårnet på halvøen på den anden side af vandet. Perfekt valg når man ikke vil forstyrres! Reden blev opdaget første gang den 17. april.


Ringmærkning af ørneungerne 26. maj 2019. Foto: Gunnar Hansen

Ungerne blev observeret første gang den 11. maj. Den 26. maj ankom Kim Skelmose og Lars Ulrich Rasmussen fra DOFs Projekt Ørn og ringmærkede ungerne, mens de voksne fløj skrigende over vore hoveder. Ungerne var en hun på 5 kg, vurderet klækket den 13. april, og en han på 4 kg, vurderet klækket den 16. april. Ungerne var godt i stand, og der lå rester af både Rådyr, Fiskehejre og fisk i reden.


Ringmærkning af ørneungerne 26. maj 2019. Foto: Gunnar Hansen


14 dage senere blev ungerne forsynede med GPS som et led i et samarbejde mellem DOFs Projekt Ørn og Statens Naturhistoriske Museum. Der var i 2019 tre havørne, der fik påsat GPS. De to havørneunger fra Vilsted blev døbt Mette og Asvi og kunne ses flyve sammen med for­æl­drene over Vilsted Sø i juli måned.  Siden har vi kunnet følge dem på DOF's hjemmeside GPS-Ørn. På kor­tene er Mette sort og Asvi er blå. Mette har været den mest sta­tio­nære og har foretrukket området omkring Vej­ler­ne. Asvi har, som det fremgår nedenfor, både set Nord­jyl­land, Kattegatkysten ned til Djursland og Vest­kys­ten ned til den tyske grænse. Hannerne er måske de mest for­fløjne?

 

Mette og Asvis flyvninger i 2019

Uge 34. Første signal fra Mette er den 22. august. Hun forlader Vilsted Sø og besigtiger i den første uge en stor del af Nordjylland fra udløbet af Ryå – vest for Aalborg – til Nationalpark Thy. Endnu intet signal fra Asvi.


Kort fra uge 34

 Uge 37. Første signal fra Asvi er fra Halkær Sø med ret­ning mod Aalborg. Mette er stationær ved Vejlerne.

 Uge 38. Asvi besigtiger fjordene ved Kattegat-kysten ned til det nordlige Djursland og tager i ugens løb kor­tere op­hold i Dronninglund Storskov, Lille Vildmose, Ran­ders Fjord og Mariager Fjord. Han ender i Vejlerne og er sammen med søster Mette i uge 39. Mette tager kun kortere afstikkere til Nationalpark Thy og Mors.

 
Kort fra uge 38

Uge 40. Asvi forlader Mette og tager et langt stræk til Blåvandshuk/Ho Bugt. Han gør ophold ved Stadil Fjord og Ringkøbing Bugt.

 
Kort fra uge 40

Uge 41-48. Mette er stationær ved Vejlerne, og Asvi er stationær ved Ho Bugt.

Uge 49. Asvi tager en mindre tur ind over Sønder­jyl­land og ned til grænsen øst for Tønder. Mette er fortsat stationær ved Vejlerne, men GPS-signalet forsvinder 1/12 pga. manglende opladning af det lille solpanel, der skal drive GPS'en.

Uge 50, 2019 – uge 2, 2020. Asvi opholder sig igen ved Ho Bugt.

Forældrene er set den 10. januar 2020 med redemateriale ved den gamle rede ved Vilsted Sø. Så vi håber på et for­år med nye unger i reden i 2020!


En anden Havørn end de omtalte i artiklen. Denne er fotograferet i Lille Vildmose, 3. februar 2019. Foto: Jan Skriver