Af Thorkild Lund
Hvorfor blev det nu lige fugle, der kom til at fylde så meget i mine interesser gennem et langt liv. En tilfældighed? Jeg var ved at rydde op i mine gemmer for ikke ret lang tid siden – her lå en såkaldt afhandling fra min seminarietid, ”Det lavere dyreliv i Giber Å”.

Det var bare spændende at fange vårfluelarver, døgnfluelarver, slørvingelarver og komme hjem og sidde og nøgle dem ud på arter. Men fuglene var der dog hele tiden i baghovedet. Jeg tror jeg var 10 år, da jeg fik ”Fugle i Farver” i julegave. Den vinter blev alle fugle på foderbrættet tjekket. Men selvtilliden fik endnu et lille nyk op det følgende forår, da jeg var på ferie hos mine bedsteforældre på landet. Nogle fugle havde travlt med at bygge rede i hækken. Jeg lagde mig i skjul med min fuglebog, og jeg kunne så bestemme, at det var Tornirisker. Min første ædelart.
Kunne jeg bare have blæret mig over for nogen, der vidste lidt om arter. Men jeg skylder trods alt mange mennesker min interesse. Min biologilærer, min far, der var opvokset i skoven, hvor min bedstefar var skovfoged, og hvor jeg kom som barn. Vores nabo guidede hvert år en fuglestemmetur for Århus Lærerkreds, og jeg var med hvert år. Som fjorten-femtenårig kendte jeg de fleste sangfugle på stemmen.


Thorkild Lund i felten. Foto: Frans Ritter

Jeg blev som teenager medlem af Jysk Forening for Naturvidenskab, som afholdt ekskursioner. Stod der fugle på programmet, var det altid sammen med DOF, så jeg syntes ikke, det var nødvendigt også at betale kontingent her. Først året før jeg var færdig på seminariet, fandt jeg det på tide at sende en ansøgning. Dengang skulle man søge om optagelse og godkendes på den årlige generalforsamling, der blev afholdt i København – som man kan forstå, var det et meget eksklusivt selskab. Jeg hørte ingenting.
Efter endt uddannelse tog jeg til Grønland og blev lærer på et afsides grønlandsk udsted – første og eneste dansker blandt nogle pragtfulde mennesker. Hov! Nu kom der et tidsskrift og brev fra DOF, hvor man undskyldte, at der var sket en fejl. Jeg havde været medlem i et halvt år. Opholdet i Qassimiut blev et liv i så tæt kontakt med naturen, som jeg aldrig ville kunne opleve nogetsteds herhjemme. Man levede af det, man fiskede, fangede og skød. Jeg elskede at tage med grønlænderne på fangstrejser. Nu om dage er det jo sagen, at føre lister over alle de fugle, man har set. Jeg kan lave en liste over alle de fugle, jeg har spist, og den er lang.
Jeg korresponderede med daværende DOF-formand Finn Salomonsen. Så jeg en usædvanlig fugl ligge uden for indgangen til et af husene, sørgede jeg for at sende den til Zoologisk Museum. Efter et par år på udstedet, havde jeg lyst til at komme hjem et år eller to til den såkaldte civilisation, og så senere vende tilbage til Grønland. Sådan kom det ikke til at gå. Tilfældet var, at jeg endte i Gudumholm i Nordjylland. En egentlig ansøgning havde jeg været afskåret fra at sende. Der kunne gå uger, inden der kom skib, specielt om foråret, hvor storisen blokerede for alting. Et telegram var nok.


Det gulnede brev som bekræfter Thorkilds medlemskab af DOF siden 1964

Nu kunne jeg så tage på DOF-ture i Nordjylland. Det nyoprettede nordjyske feltudvalg overgik det øvrige land med antal af ture. En dag ringede Poul Erik Sperling og spurgte mig, om jeg ville indtræde i gruppen. Jo, tak. Alligevel var jeg lidt betænkelig. Hvad ventede man sig af mig? Gruppen bestod af ene unge mennesker. Jeg var med mine 26 år den ældste bortset fra den legendariske Olvar Læssøe på over fyrre. Jeg husker, at jeg ringede til Læssøe og forelagde ham min kvalifikationer eller snarere mangel derpå. ”Det skal du ikke bekymre dig om, kun ved at gå til opgaven med ydmyghed, vil du opnå respekt”.
I 60'erne og 70'erne oplevede man en ny tilgang til det at se på fugle, og DOF oplevede en stor medlemsfremgang, først og fremmest af unge medlemmer. Det var jo i ungdomsoprørets tid, som kendetegnedes ved, at den gamle orden, også i DOF, stod for fald. Nu var kikkerter også blevet til at købe for penge, og begrebet feltornitologi opstod.
Der var skepsis blandt de etablerede over, om man nu også kunne bruge iagttagelser fra amatører i videnskabelig sammenhæng. Bernt Løppenthin udsendte i 1967 ”Danske Ynglefugle i Fortid og Nutid”. På mange måder et monument i dansk fugleforskning, men der skulle helst lig på bordet, i hvert fald, hvis det gjaldt de mere usædvanlige arter. Og så havde man heller ikke fået gjort helt op med ægsamlerne, som man udmærket kendte i inderkredsen. På baggrund af de mange iagttagelser i felten opstod der årsrapporter rundt om i landet, her i Nordjylland NOK, Nordjyllands Ornitologiske Kartotek, hvis efterfølger er grundlaget for denne hjemmeside.
Man havde dengang en anden foreningsstruktur i DOF. En årlig generalforsamling blev afholdt på Nyborg Strand, Læssøe fyldte sin bil med unge mennesker, og så kunne vi efter beretningen stille spørgsmål så som, om det nu var rimeligt, at vores kontingentpenge skulle gå til formandens tobak.
Ja, kikkerterne gjorde en forskel, og de af os, der havde fået råd til en bil, stillede den til rådighed for ekskursionerne. Det gav muligheder for at improvisere i jagten på interessante fugle, gode fuglelokaliteter og på bagerforretninger med godt bagværk. Skagen var dengang som nu om dage magnet nummer et. Hvert år arrangerede feltudvalget studielejr i påsken med Poul Lindhardt Hansen (nu Skagen Naturhistoriske Museum) som dynamo. Aktiviteterne måtte selvfølgelig følges op af en feltstation, men her vil jeg bede læserne finde Nordjyllands Fugle 2014 frem, hvori jeg har skrevet om netop Skagens første fuglestation fra 1972-76.
I 1972 blev en ny foreningsstruktur vedtaget i DOF. Omend formanden Lorenz Ferdinand ikke var en typisk ungdomsoprører, er det nok hans fortjeneste, at foreningen blev ændret til den grønne forening, den er i dag. Feltudvalgene blev nedlagt, og der blev indkaldt til stiftende generalforsamlinger af lokalafdelinger rundt om i landet, for Nordjyllands vedkommende den 3. oktober 1972, hvor jeg blev valgt til formand. Lokalt betød det nok ikke den store ændring i medlemsaktiviteterne, men det naturpolitiske kom til at fylde mere.
To gange om året blev der nu indkaldt til repræsentantskabsmøder. Havde vi bildt os ind, at vi var lidt oprørske her i Jylland, blev vi klogere, da vi kom i selskab med den altdominerende Københavnerafdeling, der kunne stille med langt flere repræsentanter. De var de sande revolutionære og havde en fremtoning, som var de lige kommet fra Christiania. Hvilke debatter! Helt galt gik det nu ikke, det var faktisk også lidt morsomt. Og foreningen formåede at træde i karakter. Mest fyldte ”Jægerkrigen”. Debatten gødede baglandene, så DOFs næste formand Christian Hjorth og formanden for Danmarks Jægerforbund, Kristian Raunkjær senere kunne indgå det såkaldte ”køkkenbordsforlig”, som har bevirket at ornitologer og jægere siden har kunnet samarbejde om mange naturtiltag.
I 1978 trådte jeg ud af bestyrelsen. Det betød ikke, jeg var færdig med fuglene, men nu var jeg ikke længere så tæt på begivenhederne, og derfor vælger jeg at slutte min beretning her.

Om Thorkild Lund
Thorkild Lund har i de senere år koncentreret sig om Lille Vildmose, men han har gennem et langt liv (født 1941) bidraget til feltornitologi og organisationsarbejde i Nordjylland. Thorkild var fra 1972 DOF Nordjyllands første formand, og han har også senere påtaget sig denne opgave. I forhold til rapporten ”Nordjyllands Fugle” har han i nogle år stået for redaktion af artiklerne. Nu har NF-redaktionen bedt ham om at skrive en artikel om sine erfaringer. Thorkild har valgt at koncentrere sig om de unge år.