Af Klaus Malling Olsen
Foråret 2016 blev blandt de bedste år for trækkende rovfugle i Skagen nogensinde. Én art udmærkede sig i særdeleshed: Steppehøg. Fra at have været en årlig gæst i antal på op til seks frem til sidst i 1990’erne, har arten udvist en fremgang sidenhen, hvilket er fortolket som bedre kendskab til artskendetegnene, men snarere hænger sammen med en ekspansion af yngleområdet vestpå. Arten yngler nu med en lille bestand i Finland og nok med en ikke ubetydelig bestand i Sverige – formentligt mest den nordlige del. Billedet viser 3K+ han fra medio maj 2016. Foto: Klaus Malling Olsen
Totalt blev 95 fugle registreret i foråret 2016 i Skagen, hvilket i særklasse er det højeste antal, der nogensinde er registreret på et træksted nord for Alperne. Siden 2011 har arten optrådt med tocifrede antal i Skagen, bortset fra i 2015 (5 ex). De bedste år har hidtil været 2012 (44), 2013 (31) og 2011 (26).
Medvirkende til rekordantallet i 2016 var, at vejret fra sidst i april gradvis blev optimalt for træk af rovfugle ved Skagen, med varme og østlige vinde 4-12.5 m/s, en periode der falder sammen med 2K fuglenes trækkulmination. Derimod var vejret i kulminationsperioden for de ældre fugle sidst i april ugunstigt, med fremherskende vestlige vinde og kulde. Alligevel trak adulte Steppehøge i den periode også forbi Skagen.
Mit projekt om rovfugle i Skagen har ikke til formål at få registreret så mange rovfugle som muligt, men at få alders- og kønsbestemt flest muligt. I mit materiale indgår 71 af de 95 registrerede fugle. Majoriteten af de ”manglende” 24 fugle er dog 2K fugle.
Resultat
I alt 71 trækkende registreredes i perioden 19/4-2/6 med bedste dage 5/5 (6), 8/5 (10) og 9/5 (6). I skemaet nedenfor vises de fugle, der indgår i mit rovfugleprojekt. Af de 24 ”uregistrerede” i dette projekt er en adult han, der trak før observationsperiodens begyndelse, samt et antal 2K eller ”brune” fugle, indrapporteret via DOF-basen og medtaget i Knud Pedersens oversigt andetsteds i rapporten.
Det ses, at de adulte fugles træk ligger før 2K fuglenes. 8% af Steppehøgene ved Skagen
foråret 2016 var adulte, 85 % var 2K og resten hunfarvede. Disse tal afviger ikke væsentligt fra fordelingen i øvrige år; i det ringe år 2015 noteredes 1 ad. han og 4 2K fugle.
Blandt 2K fuglene blev et stort antal observeret under forhold, der muliggør en kønsbestemmelse. Da fuglene ved Skagen ofte passerer under meget gunstige forhold og gennem længere tid er bestemmelsen foretaget ud fra en kombination af jizz, flugt og dragtkarakterer, hvoraf flere har kunnet fotodokumenteres.
2K hun. Har stort set bevaret efterårets varmt farvede dragt. Foto: Klaus Malling Olsen
Kønskarakterer for 2K fugle
Størrelse, flugt og jizz:
Hannen er væsentligt mindre og lettere end hunnen, og faktisk er hannen den mindste af alle kærhøgene. Det er erfaringen, at hannen i alle aldre har sit helt eget jizz, der ikke varierer med alderen. Det er en let og elegant fugl med stort, fremstikkende hoved og bryst imod slank krop og tynd hale samt trekantede vinger, hvor armen er tydeligt bredere end den tilspidsede, på bagkanten nærmest indsugede, hånd, der på flyvende fugle giver et karakteristisk falkeagtigt jizz. Vingeslagene er dybe og mekaniske, stødvise a la en ternes, og ofte ses kun enkelte vingeslag før længere intervaller af glideflugt, hvor fuglen som en papirsflyver elegant bevæger sig fremad. Over vand er flugten dog mere arbejdsom.
Hunnen er tungere og en mere ”konventionel” kærhøg, der i størrelse er tæt på Blå Kærhøg. I forhold til hannen er hoved og bryst mindre fremstikkende og kroppen lidt bredere. Vingeformen kan være meget som hannens, men især yngre fugle har ofte en lidt mere fyldig vingebagkant og får da en form, der kan minde mere om Blå Kærhøgs, idet hånden altid virker mere tilspidset. Selv om flugten i de fleste tilfælde fortsat karakteriseres af stive, mekaniske vingeslag, har mange hunner en mere spændstig måde at bevæge vingerne på, mere a la Hedehøg, men uden dennes lange, ”slaskede” hånd.
Dragtforskelle:
Om efteråret er Steppehøgen i sin smukkeste ungfugledragt med store kontraster og mættede, gulorange til rødorange kropsfarver. Disse blegner vinteren igennem, men da fældningen i vinterkvarteret er begrænset, er forårsfuglene stort set som om efteråret, men afblegede.
1K hun, Grenen 26. oktober. Foto: Knud Pedersen
Traditionelt er ungfugle blevet bestemt til køn alene ud fra øjenfarven: mørk hos hun og lys hos han. Alle forårshanner har haft tydeligt lyse øjne, hvilket kan udvikles i løbet af efteråret; pas dog på ikke at misfortolke den gule øjenring som en lys iris!
Hannen er generelt den svagest tegnede og farvede. De karakteristiske hovedtegninger med mørkt ”halstørklæde” imod lys halsring ses fortsat, men er tit afblegede, ligesom dele af især mørke partier kan være bortfældet – hvilket kan lede til, at halskraven fremstår som svagere, uden kontrast til mørkt bagtil. Underkroppen er normalt tydeligt afbleget, og tit ses en kontrast mellem lysere centrale del af bugen og varmere tonede flanker og bryst – en effekt der også ses på friske fugle om efteråret. Næsten paradoksalt har den unge han et par karakterer, der ellers relateres til adult hun - enkelte striber over brystet kan ses og tit ser man svagt mørk- og lystegnede armhuler, varierende fra svage og kun synlige på fotos til tydeligt tegnede – i de fleste tilfælde dog som ”spøgelsesversion” af hunnens armhuletegning. Tegningen på svingfjerenes underside er tit ret svag og udflydende, og armsvingfjerene kan have et gennemgående lyst bånd.
I Skagen er enkelte fugle med ren hvidt bryst til bug set i maj. Dette kan være avanceret fældende fugle, men også fugle, der allerede om efteråret har været i den lysere afdeling, og som gennem vinteren er blegnede til hvide. Ellers har fældning været begrænset til partier i hoved, krop og armhuler.
Hunnen er generelt den varmest farvede med de kraftigste hovedtegninger. Ud fra observationerne i Skagen ser det ud til, at hunnerne bedre bevarer den varmt farvede dragt vinteren igennem end hannerne, da de fleste ligner let afblegede udgaver af efterårets rødorange åbenbaringer. Svingfjerenes underside er generelt kraftigere tegnet med mere distinkt og mørk bånding i håndfladen – især inderst, og tit antydning af en mørk bagkant på hånden – en karakter der ellers regnes som en sikker hedehøgekarakter! Armsvingfjerene er mørkere end hannens og mangler ofte helt lysere midterbånd.
Nogle hunner har fældet mere avanceret og udskiftet fjerene på hoved og bryst til en adult-lignende dragt.
_____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
2K han. Korte vinger med tydeligt S-formet bagkant,
"indsuget" hånd. Hovedtegninger afblegede sammenlignet
med efterårets. Kropsundersiden afbleget til
beigeorange; mange hanner har skift mellem lysere bug
og mere tonede flanker og bryst, samt enkelte smalle
striber på brystet. Armhulerne er mørkskyggede og
armsvingfjerene har tit et gennemgående lyst bånd.
Håndfladen svagt tegnet med lys bagkant. Primo maj.
_______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Typisk ung han om foråret. afbleget dragt, inklusive
hovedtegninger, sandfarvet underside og svagt tegnede
svingfjer. Primo maj.
_______________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
2K hun. Avanceret fældning, hvor hoved og bryst er
fældet til adult type. Aldersbestemmes dog på orangetonet
underside og undervingedækfjer samt ensartet mørke
armsvingfjer (samt på oversiden distinkte lyse spidser af
store dækfjer). Ultimo april.
______________________________________________________________________________________________________________________________________________
2K hun. Har stort set bevaret efterårets varmt farvede
dragt. Bemærk den tydeligt tværbåndede håndflade,
mørke armsvingfjer og ensartet rusttonede underkrop og
undervingedækfjer. Primo maj.
____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
3k+ hun. I forhold til 2K er bugen lysere, armsvingfjerene
har lyst bånd på de yderste, der gradvis forsvinder
ind mod kroppen og håndfladen er svagere tegnet med lys
bagkant. Medio maj.
____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________3k+ han. Den lyseste kærhøg: undersiden stort set
hvid, blot med sorte kiler i hånden. Medio maj.
____________________________________________________________________________________________________________________________________________________________
Alle fotos: Klaus Malling Olsen, Skagen 2016