Header

Af Henrik Nyrup

I efteråret 2010 blev arbejdet med at genskabe endnu en ny sø i det nordjyske afsluttet. Der er tale om Juelstrup Sø, der er beliggende vest for Støvring tæt op ad motorvej E45.


Øst for søen ligger Buderuphom Mose, som historisk har en tæt tilknytning til Juelstrup Sø. Buderupholm Mose havde tidligere sammen med et par andre lokale moser en udtrækning på 140 hektar, men som følge af tørvegravning og afvanding i slutningen af 1800-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet blev området væsentligt reduceret. Som følge af tørvegravningen i området blev Juelstrup Sø mere og mere udtørret, og i 1921 forsvandt søen endeligt.

Tankerne om at genskabe Juelstrup Sø tog for alvor fart, da Naturstyrelsen i 2004 kontaktede den daværende Støvring Kommune omkring et projekt med at genetablere søen med det hovedformål, at skabe et rekreativt område, hvor der samtidig kunne være aktiviteter for områdets borgere.

Ligesom den oprindelige sø er den genskabte sø en grundvandsdannet sø, hvor vandstanden er afhængig af nedbørsmængden og den aktuelle højde på grundvandet. Den færdige sø skulle måle 1,8 km fra nord til syd og blive ca. 53 ha stor. Det skulle være en fladvandet sø med en gennemsnitsdybde på ca. 1,3 m og de dybeste steder på knap 3 meters dybe. Den tidligere ø Tanholm (Terneholm), som fandtes i den oprindelige sø, forventes at vil genopstå midt i søen.

Fuglelivet i Juelstrup Sø

Efter det første vand begyndte at komme tilbage til søen i efteråret 2010, er der regelmæssigt blevet foretaget optællinger af rastende og ynglende fugle.  Disse er primært foretaget af undertegnede samt ikke mindst Terje Seidenfaden.

Fra efteråret 2010 og frem til februar 2014 er der i alt foretaget 367 optællinger med i alt 7703 observationer, så fuglelivets tilbagevenden til søen har været fulgt tæt. Der er blevet observeret 159 forskellige arter.

Antallet af arter er steget, efterhånden som der er kommet mere vand i søen, og omgivelserne er groet mere til. Der blev naturligt observeret flest nye arter omkring søen i året for etablering, men der dukker fortsat nye arter op hele tiden. I 2013 blev således observeret 12 nye arter for Juelstrup Sø.

Der er især 2 arter, der er karakterfugle for Juelstrup Sø. Gråstrubet lappedykker var allerede i april 2011 på plads i søen, og ynglede i dette år med 15-16 par og med et lidt lavere antal i 2012 og 2013. På stille sommeraftener kan opleves, at lyden af  lappedykkerne næsten overdøver den nærliggende motorvej.

Lille præstekrave er områdets anden karakterfugl. Rydning af beplantning for at give plads til søen samt anlæg af et par arealer med sand til badestrand har givet mulighed for at arten har etableret sig som ynglefugl. Anlægsaktiviteter omkring søen samt slåning af beplantning har dog betydet at ynglesuccen har været begrænset.

Forår og efterår er det især rastende andefugle og vadefugle, der observeres ved søen. Der er observeret 23 forskellige arter andefugle og 20 forskellige arter vadefugle.

En lang række fåtallige arter er også observeret ved søen med blandt andet (antal observationer i parentes): Skestork (1), Sort glente (1), Rød glente (4), Havørn (3), Lærkefalk (1), Vandrefalk (10), Engsnarre (2), Stor hornugle (2), Rødstrubet piber (1) og Bjergpiber (3).

Fremtiden ved Juelstrup Sø

Juelstrup Sø har fra starten været planlagt som et rekreativt område, der skulle rumme en række aktiviteter med blandt andet hundeskov, ridesti, løberute, naturfitness, madpakkehus og primitiv overnatningsplads. Siden etablering af søen i efteråret 2010 har der løbende været arbejdet omkring søen med vedligeholdelse og fysiske anlæg af forskellige slags. Dette har på mange måder påvirket fuglenes forekomst.

Selv om der også i fremtiden vil være rekreativ aktivitet omkring søen, så er der ikke tvivl om, at der forår og efterår vil være mulighed for at se mange rastende ænder og vadefugle samt fåtallige gæster omkring Juelstrup Sø.

Kilder

www.dettabteland.dk

www.dofbasen.dk

www.naturstyrelsen.dk