Header


Ismåge 2K, Hanstholm Havn
foto: Henrik H.Nielsen, Avifauna Consult

Af Henrik Haaning Nielsen

Det er første gang, jeg har prøvet at twitche klokken 20:20 en vinterdag, men jeg havde ikke mange betænkeligheder, da jeg fik meldingen. Inden da havde jeg klukleet noget, da jeg hørte, at John Kyed kørte rundt på havnen, denne aften med en projektør for at tjekke måger. Tidligere på dagen var der nemlig kommet en melding om, at Flemming Møller fra Hillerød et par dage i forvejen havde fundet en Ismåge i Hanstholm Havn. Både John og jeg var lamslåede. Det var om onsdagen, Flemming havde fundet Ismågen, og samme dag havde John været på havnen – og dagen efter var jeg der – begge uvidende om alvoren, om drømmearten man selv vil finde.


Måger, Hanstholm Havn, 20. december 2013
foto: Henrik Haaning Nielsen, Avifauna Consult

Da nyheden blev frigivet om fredagen, havde jeg ikke mulighed for at køre derop, og John var på vej hjem fra Sjælland. Selv om John først var hjemme igen efter mørkets frembrud stoppede det ham dog ikke, og bevæbnet med en projektør lykkedes det ham at finde Ismågen mellem de andre overnattende måger på havnen.

Det blev startskuddet til en meget mindeværdig juleferie i Hanstholmområdet.

Allerede om morgenen den følgende dag var der mange folk på plads på havnen og Ismågen skuffede ikke, da den lavede opvisning på få meters afstand, fouragerende i havnebassinerne eller hvilende på kajkanten og for mange blev året afsluttet med denne som en af årets største fugleoplevelser.


Ismåge og fuglekiggere, Hanstholm Havn, 21 december 2013
foto: Henrik Haaning Nielsen, avifauna Consult


Ingen havde forestillet sig at det kunne blive større, men da en bilfuld østjyder med Henrik Læssøe bag rattet besøgte slamdepotet og opfyldningsområdet syd for havnen, blev det væsentligt større, da de fandt en Sneugle.


Sneugle 1K hun, Hanstholm
foto: Knud Pedersen

Indenfor få hundrede meter kunne man altså i Hanstholm opleve to af Arktis’ allermest heftige fugle. At opleve Sneuglen sidde i en klit med en buldrende dønning i baggrunden og derpå køre ned på havnen og se Ismågen løbende over vandfladen, pikkende fødeemner i vandoverfladen eller i kamp med Stormmåger, hører til nogle af de flotteste fugleoplevelser, man har kunnet opleve herhjemme længe.

Naturligvis blev fænomenet, med vanlig god birder-humor, døbt Hvid Jul i Hanstholm.


Ismåge og Sneugle, Hanstholm Havn
foto: Kenneth Bach Christensen

Den 22. december sad Sneuglen endda på havnen og skulede sultent på den forbiflyvende Ismåge. Dette blev foreviget af de mange fotografer, som derved fik en række unikke danske fotos.

En masse danske fuglekiggere og naturfotografer lagde vejen forbi havnen i juledagene. Andre europæere tog den lange vej fra f.eks. Tyskland, Holland, Schweiz og Ungarn for at opleve den hvide duo i Hanstholm. John Kyeds fodring med fiskerester gjorde måske, at flere turde tage chancen for den lange rejse, i al fald kendte Ismågen spisetiderne – og fotograferne besøgstiderne – efter et stykke tid.

Den 9. januar 2014 var det den sidste dag, at Ismågen blev observeret. Den blev set frem til solnedgang, men dagen efter var den væk.

Fundet af Ismåge udgør det 7. danske fund og det andet fra Hanstholm og skal ses i sammenhæng med en stor forekomst i Vesteuropa med ca. 9 fugle på de Britiske Øer, ca. 6 fund i Norge og 1 fund i Sverige denne vinter.

I alt ser oversigten over danske fund således ud:

18/12 2013 - 9/1 2014: 1 1K (senere 2K) Hanstholm Havn.

27-31/12 2006: 1 ad. Langø Havn.

7/1 1994: 1 2K fundet død Nissum Fjord.

14-24/11 1983: 1 1K Hanstholm Havn.

13/1 1979: 1 ad. Thorsminde Havn.

24/5 1966: 1 2K Skagen.

?/3 1911: 1 Nymindegab.

28/12 1835: 1 1K Kalveboderne, København.