Header

Af Kim Frost

Det var ellers en af de morgener, da man inderligt ønskede, at man i stedet for fugle havde kastet sin kærlighed på antikviteter eller botanik, da vækkeuret slog til. Uden for var det endnu halvmørkt, og regnen silede stille ned. Ikke lige et vejr at se havørn i, som dagens ekskursion til Nors Sø lokkede med. Men mindre kunne vel gøre det. Og så var der også lige aftalen med øjenkollega Finn (Eisgart), der heller ikke havde set det nye fugletårn ved søens vestbred. Endelig svigter man vel heller ikke en turleder, der har sat sin søndag af for at give andre en fugleoplevelse. Så afsted ad øde landeveje. Otte radioavisen lovede trøstefuldt opklaring op ad formiddagen.


Det var en lille, tapper skare, der sagde ”god morgen” til hverandre på bålpladsen ved søen. Og det lunede lidt, da den første kop kaffe var drukket, og der fra søbredden hurtigt blev opdaget en nordisk lappedykker blandt de mange toppede fætre. Videre traskede vi så ad totalt opkørte og sølede skovveje mod fugletårnet. Alt mens man ud over en enkelt sumpmejse hørte sin indre stemme: ”Hvad laver jeg her”.

Vel oppe i fugletårnets store platform havde vi et fint overblik over den vestlige del af søen og Hansted Reservatets sydlige bred, hvor havørne ofte holder til. Så jeg gik søbredden efter i teleskopet for eventuelle siddende ørne dér. Aldrig så snart var jeg begyndt min afsøgning, før en stor sag kom ind i skopet. Det fór ud af mig: ”Her går s’gu en ulv”. Jeg har set ulve i Polen samt i svenske og hjemlige dyreparker, så det var et øjeblikkeligt ”jizz” mere end en overvejelse, der styrede udbruddet. Desværre gik ulven umiddelbart bag et mindre fyrrekrat, så det var kun Finn, der nåede at se den og med det samme bifaldt, at her var en ulv! Vi havde lige drukket den sidste kaffe af hans termokande, hvilket fik en til at spørge, hvad der mon var i kaffen!

Men frem kom fyren igen, og alle kunne nu studere den, mens den roligt luntede af sted oppe på klitkanten. Man kunne da opleve det forunderlige, at ingen ytrede blot den mindste tvivl om, hvad det var, vi havde for os. Og en næsten andægtig stemning indfandt sig: Vi var på det rene med, at dette var stort: En ulv i den danske natur for første gang i 200 år – og så i Nationalparken!

Heldigvis havde jeg medtaget mit Zeiss Photoscope, et 45x zoomteleskop med indbygget digitalkamera, som jeg har anskaffet for bl.a. at kunne dokumentere sjældne iagttagelser – man skal ikke læse mange indlæg på Netfugl for at fatte, at et gammelt fæ som mig ikke vil have en chance for ellers at blive troet…

Så i den halve times tid, vi havde ulven panorerende, lykkedes det mig at tage en snes fotos af varierende kvalitet. Afstanden derover var vel ca. 500 m, og det var fortsat gråvejr.

At det var et vildt dyr blev tydeligt, da en ålefisker i motorbåd nærmede sig midten af søen. Selv om han var vel 7-800 meter fra ulven, viste den tegn på uro og luskede så ind i plantagen - hele tiden med halen sænket, som er så karakteristisk for ulve.

Jeg ringede til skovrider Ditte Svendsen og delagtiggjorde hende i vor sensationelle iagttagelse; og efter at have indhentet hendes accept til offentliggørelse, ringede jeg til Morsø Folkeblad, som jeg syntes, skulle have historien først.

Resten er velkendt: De bedste fotos lagde jeg ud til fri afbenyttelse i alle interesserede medier. Og mediestorm blev der så sandelig!

Hvilket også fik mange skeptiske røster frem om ulvens ”ægthed”; de forstummede jo få uger senere, da ulven blev fundet død – kvalt af en stor, betændt svulst i halsen.

Ved efterfølgende DNA-analyse kunne proveniensen sikkert fastslås: Ulven havde søgt egne græsgange fra et kendt kobbel i Lausitz-området i det østlige Sachsen – den kendte tyske grundighed fornægtede sig endnu en gang ikke.

Man kan selvsagt kun gisne om, hvordan ulven har fundet helt op til Nationalpark Thy – og de øvrige senere iagttagne ulve til Lem, Klostehede Plantage, Silkeborg m. v.

Visse kendte træk ved ulvens biologi og adfærd kan dog hjælpe på vej: En ulveflok, et kobbel, holder sammen året rundt. Det ledes af en han og en hun, som holder sammen livet igennem. Kun dette ledende par i koblet yngler, og hun føder i foråret eller forsommeren mellem én og op til otte unger. Resten af koblet er således unger fra tidligere år. Det er så således, at en ung han enten kan blive i flokken og vente på overtage fører positionen efter sin far (ulve i naturen bliver sjældent ældre end 10 år); eller den kan bryde ud, ligesom unge hunner gør det på et tidspunkt og søge efter en mage til at danne et nyt kobbel. I denne søgen efter nyt, gunstigt levested kan ulve strejfe mange hundrede kilometer fra ”hjemstavnen”. Et eksempel herpå er en bildræbt ulv i Skåne flere år tilbage, da de nærmest kendte ulveforekomster endnu var så nordlige som Värmland og Västmanland tusind kilometer nordligere.

Ulven er uhyre tilpasningsdygtig – opportunistisk – og lever Verden over i næsten alle habitater fra det barske Arktis over hede ørkener til tæt befolket kulturlandskab i Indien.

De seneste år er antallet af kendte ulve i Sverige og Tyskland øget betragteligt fra næsten udryddelse til flere hundrede. I Sverige genindvandrede de første ulve fra Finland for knap 40 år siden. De første tyske ulve kom til fra Polen, hvor ulven ret tidligt blev fredet efter tidligere intensiv forfølgelse omkring århundredskiftet. I det øvrige Vesteuropa har man kunnet konstatere en lignende hurtig genetablering: Fra enkelte overlevende bestande i Østeuropa og Italien er der nu en samlet europæisk bestand uden for Rusland på ca. 25.000 ulve – med 3.000 i Spanien, 700 i Italien og mindst 50 i Frankrig. Tætteste bestand finder vi i Makedonien med 1.500 ulve på et areal som Jyllands!

I Sverige er den nu så tæt på Danmark som Västra Götaland (ca. 100 km fra Göteborg) med 17 kendte ulve og Örebro med 25-28 eksemplarer. Endnu tættere på Rigsgrænsen er ulvene i Nordtyskland med to etablerede forekomster i Schleswig-Holstein – det ene i Bad Segeberg - og nylige observationer nær Flensburg. I Sachsen er bestanden i dette tyske hovedområde nu mindst 120 dyr fordelt på 12 flokke.

Og medens ulvene i Sverige endnu lever i de udstrakte skove, trives de nordtyske ulve i et kulturlandskab, der meget minder om vort eget: Åbne dyrkede og udyrkede arealer vekslende med relativt få kvadratkilometer blandskov.   

De seneste måneders adskillige og sikre ulveobservationer i Jylland taler for, at ulven er ved at gøre sit comeback i Danmark. Og ulven har gammel borgerret her til lands: Knoglefund viser, at ulven har levet her for ca. 15.000 år siden, da vore første landsmænd traskede rundt i rypelyng og dværgpil og mennesket begyndte at tæmme ulve som vagthunde allerede for 12.000 år siden; ulven er således stamfader til hunden.

Det er fra myndighedernes side heller ikke til diskussion, om ulven skal have lov at genetablere sig herhjemme: Ulven er på forhånd strengt beskyttet af EU’s habitatsdirektiv, efter hvilket en femcifret bøde og frihedsstraf venter hvo, som dræber den med overlæg. Og det ligger bestemt ikke i kortene eller på bordet i EU, at det nogen sinde vil blive tilladt at jage ulve igen – ud over såkaldt regulering på enkelte dispensationer.

Underligt nok er arten, der gav os menneskets bedste ven, blevet lagt for had fra de tidligste tider. Tag blot mytologi og folkeeventyr: Fenrisulven, der skal sluge Solen ved Ragnarok, Den Lille Rødhætte og Ulven (ihvorvel isprængt erotiske undertoner) og Peter og Ulven, tonesat af Prokofiev.

Og sandt er det, at ulve, der jager i flok, kan tage for sig af en vildt- og tamdyrsbestand, først og fremmest får. Hvad ulven sætter til livs i rent kød, kan nøgternt beregnes til et par tons om året. Eller i runde tal ca. 60.000 kr. pr. ulv udregnet efter Naturstyrelsens priser for vildtkød. Så med f. eks en kommende bestand på ca. 100 ulve, som regnes for realistisk i Kongeriget, kan der således blive tale om en udgift på sølle 10 mio. kr. årligt for at genhuse dette prægtige dyr.

Der er ikke tvivl om, at ulve herhjemme fremover vil komme til at forgribe sig på husdyr, først og fremmest får, kvæg og hunde – med voldsomme, følelsesladede reaktioner til følge.

Så der må allerede nu på et sagligt, retsligt grundlag sikres en erstatning til bevislige tab som følge af ulveangreb forvaltet af offentlig myndighed.

I de delstater af Forbundsrepublikken, hvor der er påvist ulve, ”Wolfregionen”, udbetaler delstaten erstatning til dyreavlere, hvis dyr er blevet dræbt af ulve – dog kun såfremt dyrene har været forsvarligt hegnede. Og det er jo rimeligt nok, at man ikke nøjes med et simpelt trådhegn til at holde sine dyr inde. Med et elhegn, der når helt ned til jorden, så ulven ikke kan grave sig under, og flagrende plaststrimler på hegnet skulle man være ulvesikker.

Og lad det være slået fast med syvtommersøm! Ulve er ikke farligere for mennesker end en kronhjort; men begge kan undtagelsesvist gå til angreb. Bjørne har væsentlig kortere lunte, men er besynderligt nok ikke lagt for had!

De sidste 100 år har der i det ganske Europa været 5 dokumenterede tilfælde, hvor vilde ulve har dræbt mennesker, og i alle tilfældene var ulvene angrebet af rabies (hundegalskab). I juni sidste år blev en dyrepasser i en svensk dyrepark dræbt af en tamulv under uafklarede omstændigheder. Når det er sagt, har folkeeventyrernes gruelige beretninger om ulve som ”maneaters” nok noget på sig: Dengang var det almindeligt med døde mennesker i naturen, henrettede i rakkerkulen, syge og fattige, der udendørs var bukket under for vinterkulden, som også betød ondt om føde for de mange ulve dengang, ligesom det var almindeligt, at faldne soldater fik lov at rådne op på slagmarkerne. Så datidens ulve kan under disse forhold være blevet vænnet til at betragte mennesker som naturlig og lettilgængelig føde i trange (ulve)tider.

Ekskursionen til Nors Sø den 7. oktober blev således startskuddet til en debat om, hvorledes vi vil modtage et ædelt dyr med gammel borgerret i Danmark – efter udryddelsen af den sidste ulv i Estvadgaard Plantage ved Skive i 1813. Det er en fantastisk gave til naturen og til befolkningen, hvis den jyske natur nu og fremover kan blive hjemsted for ulveflokke.

Så lad os da lade lovgivningsmagten tage sig af forventelige, beskedne skader og byde en gammel fjende hjerteligt velkommen!