af Anders Østerby
Det er efterhånden nogle år siden at et toplærkepar med sikkerhed fik unger på vingerne i Hirtshals, artens sidste bastion i landet.


Med baggrund i dette har jeg gen­nem­
gået rele­vant litteratur og Nordjysk Ornitologisk Karto­teks års­rapporter i perioden 1975-2007 for at danne et over­blik over artens indvandring til landsdelen og be­stan­dens ud- og afvikling her, og dermed sætte et fore­lø­bigt punk­tum for en art, der trods sit usædvanlige le­­ve­sted og sit uanselige væsen har haft en stor plads i mange fugle­kiggeres hjerter.

Da Toplærken kom til Nordjylland
Toplærken dukker op i det nuværende Danmark i star­ten af 1800-tallet ifølge Løppenthin (1967), som også an­fø­rer, at arten ikke har haft livsmuligheder i Dan­mark, før bydannelse og industrialisering med­fø­rer at steppelignende kulturlandskaber skabes. Denne nye bio­top­type opstår netop i denne periode, hvor landet bliver for­bun­det med et jernbanenet og hvor stations­byerne får jern­bane­terræn, der meget ligner artens oprindelige levested, den tørre og vegetationsfattige steppe. Desudenudbygges provinsens havne og kornprodukter trans­porteres med tog til havnene, hvor kornet udskibes. Ud over at havnene har steppelignende karakter, rummer de også fou­ra­ge­rings­mu­lig­he­der.

I bogen Nordjyllands Fugle (Møller m.fl. 1978) beskrives artens indvandring til landsdelen. De første nordjyske fund stammer fra Sæby (1860), Hjørring (1863), Lyngså (1870), Hanherred (1874), Hobro (1875) og Thisted (1876). Herefter bredte den sig til alle velegnede lokali­te­ter.

Hvor almindelig var Toplærken?
Vi får nok aldrig noget reelt billede af, hvor stor top­lærke­bestanden var, da den var på sit højeste. Som for andre arters vedkommende, begynder man først at lave op­tæl­lin­ger af ynglefuglene, når man erkender at be­stan­den er kraftigt for nedadgående. Usikkerheden i det fo­re­lig­gen­de datamateriale forstærkes også af at artens fore­trukne le­ve­steder aldrig er blevet overrendt af orni­to­lo­ger.

Grell (1998) angiver at tilbagegangen i landets bestand formentlig starter i 1950’erne. Den markant negative ud­vikling dokumenteres først med den første atlas-under­søgelse fra 1971-74 (Dybbro 1976). Grell (2002) vurderer landsbestanden til være 300-500 ynglepar omkring 1970. Møller m.fl. (1978) angiver den nordjyske ynglebestand til at være på 210 par i starten af 70erne, landsdelen sy­nes dermed allerede på dette tidspunkt at udgøre ar­tens kerneområde i landet. Arten var, ifølge samme bogs udbredelseskort, spredt ud over landsdelen med tyngde omkring Aalborg, Syd- og Midtvendsyssel samt havnebyerne Sæby, Frederikshavn, Skagen og Hirts­hals.

Arten regnedes af forfatterne for at være i tilbagegang, primært på indlandslokaliteterne. Tallene i de efterføl­gende NOK-rapporter (1975-) er meget uho­mo­gene og usikre, idet der ikke er defineret brug af speci­fikke kri­te­rier for at rubricere mulige, sandsynlige og sikre yngle­par. Optællinger og sammenligninger bør derfor tages med et vist forbehold, nogle år opgives antal ob­ser­ve­rede fugle, og andre år opgives antallet af yngle­par. Der er således heller ikke lavet regelmæssige tæl­lin­ger af ynglefuglene. Typisk er det, at der et enkelt år eller to i træk er ildsjæle, der bruger tid på tællinger i de re­spek­tive byer, men disse tællinger følges ikke op de efter­føl­gende år. Derfor varierer tallene fra de enkelte byer også meget fra år til år.

80erne og fremad – nedgangen har bidt sig fast
Med Møllers bestandsvurdering med tendens til til­ba­­ge­gang, virker det realistisk at vurdere toplærke bestanden i Nordjylland til 140-150 par i slutningen af 70erne. Som det fremgår, er bestanden i landsdelen dog alle­rede i 1979 vurderet til at være på under 100 par. Op igennem 80erne og 90erne forsvinder arten fra en række nord­jyske byer og med samme tendens som i resten af lan­det: Fuglene holder overvejende stand i havnebyer og byer forholdsvis nær kysten.

Omkring 1992, hvor den nordjyske bestand estimeres til 24-25 ynglepar, opgør Rolf Christensen landsbestanden til 60-90 ynglepar (Grell 1998), et antal som Grell vurde­rer stemmer overens med den anden atlas-undersøgelse (1993-96). I løbet af 90erne forsvinder de sidste fugle fra østjyske byer som Århus og Horsens og Toplærken er nu en nordjysk ynglefugl, dog med enkelte isolerede ynglefund med års mellemrum. I 2006 er Hirtshals sidste sted, hvor Toplærken yngler og også foreløbigt sidste år med ynglesucces, idet 2-3 par får 4 unger. Herefter er der ikke gjort sikre ynglefund, og bestanden er faldet fra en håndfuld fugle i 2007 til 2 fugle i de første måneder af 2010. Disse to fugle er blevet observeret indenfor en lille radius fra Hirtshals Rådhus, hvor fuglene er blevet fodret vinteren igennem.

Hvorfor er toplærkebestanden gået tilbage?
I følge Grell (2002) topper bestanden 1920-50, hvor den både findes i landbrugsområder og dens nye biotop i byerne. Artens forsvinden fra landbrugsområderne an­fø­res af Grell til at starte omkring 2. verdenskrig. Til­ba­ge­gangen her sættes i forbindelse med nærings­be­ri­gelse, kultivering og tilgroning af de tilbageværende san­dede marker og græsmarker. Desuden har afta­gende heste­hold også været angivet som forklaring på tilbage­gang frem til 1950erne. Senere bliver parcelhus­om­rå­derne og etagebyggerierne et nyt levested, der dog kun er kort­va­rigt, idet disse områder efterhånden mister deres steppe­præg i takt med tilgroning og beplantning.

Den nordjyske bestand var i de sidste år primært knyttet til havnebyerne Frederikshavn, Skagen og Hirtshals. Det kan hænge sammen med, at havneområderne her på trods af udvikling og aktivitet har bibeholdt områ­der med steppepræg. Umiddelbart virker det paradok­salt, at Toplærken, der oprindeligt er udbredt i egne med fastlandsklima, netop har kunnet holde fast ved Skager­rak­kysten, men havneområdernes kystklima med mildere vintre kan måske netop have bidraget til fug­le­nes overlevelse?

Har Toplærke en fremtid i Danmark?
I skrivende stund (januar 2010) huser Hirtshals de to sid­ste fugle af den danske bestand. J.C.H. Fischer, der gjorde optegnelser af fuglelivet i Vendsyssel 1862-1873 og dermed var en af pionererne, var øjensynligt en frem­sy­net mand. Om Toplærke skrev han, at "den efter kor­tere eller længere tid igjen forsvinde og indskrænke sig til sit gamle sydlige hjem" (Løppenthin 1967). Løppen­thin gav udtryk for noget lignende: "Fuglen kan klare sig i et terræn, der minder om busksteppeland, men ikke på asfalterede vejbaner".

Som udpræget standfugl har Toplærke ikke store chan­cer for at få nyt tilskud til bestanden. De nærmeste be­stande findes i Nordtyskland og det nordlige Polen. Heller ikke her har bestanden det godt. I Slesvig-Holsten er be­stan­den reduceret fra ca. 450 par i 1960erne til kun ca. 50 par i 2000 – arten yngler ikke længere i Slesvig (Grell m.fl. 2002).

Huntley m.fl. (2007) forudsiger i deres simuleringer ud fra klimatiske modeller europæiske ynglefugles po­ten­tielle udbredelse i slutningen af det 21. århundrede. For Toplærke forudsiges, at den vil sprede sig nordpå til det sydøstlige England og Fennoskandinavien, mens det antydes at den vil forsvinde i dele af Tyskland og Dan­mark. Vi må så overlade til kommende generationer af or­ni­tologer at holde øje med, om denne spådom holder stik.

Kurt Prentow takkes for kritisk gennemlæsning.